Bålmad i CosmosHaven mandag

Mandag den 29. maj inviterer UdeCosmos og Viby 4H igen til bålmad i CosmosHaven for børn og deres familie.

Det foregår kl. 17-19 på adressen Søndergade 13 – bag CosmosHuset og CosmosHallen. Egon Christensen fra 4H serverer bålsuppe – denne gang en løgsuppe – og deltagerne kan selv bage snobrød og pandekager over bålfade med grillkul. Det er gratis at deltage. Kl. 16-17 er der ligesom andre mandage arbejdsdag for havedyrkerne i Cosmos.

Der er stadig ledige havekasser, hvis flere vil være med. Frem til Grundlovsdag 5. juni er det ikke for sent at komme i gang med såning og plantning. Så kom og vær med. UdeCosmos-gruppen er omkring haverne hver mandag kl. 16-17 og hjælper havedyrkerne med frø, planter og gode råd. Havedyrkerne skal hele sæsonen – også i sommerferien – selv huske at kigge til deres haver og sørge for at luge og vande og høste det, der kommer op. Der er vandkander og adgang til vand ved CosmosHuset. UdeCosmos, som består af medlemmer af KulturCosmos og Viby 4H, står i fællesskab for Byhaverne i Cosmos. Haverne er 24 plantekasser, der er opstillet i to grupper. Gennem 4H støtter Nordeafonden byhaveprojektet i Viby, og Roskilde Kommunes Zebrabyprojekt har også været med til at finansiere haverne. Spørgsmål om haverne kan sendes til info@kulturcosmos.dk

Udgivet i Ikke kategoriseret

Siden sponsoreres af

Modtag nyhedsbrev

Hold dig opdateret på hvad der rør sig i Viby Sjælland.

Det er nemt både at tilmelde og framelde sig nyhedsbrevet.

✓ Ingen spam. Vi skriver kun når vi har noget vigtigt at fortælle.