Tak fordi du vælger at læse nyhedsbrevet fra 4130-viby.dk.
Der bygges på livet løs i Viby
Herover er det billede fra Vestergade, hvor syv nye rækkehuse á 104m2 i to plan er på vej. Herunder er der billeder fra Vandgranen (tidl. Industrivej) hvor der er ved at blive lagt sidste hånd på rækkehusbyggeriet, og fra bymidten, hvor det noget tid har været svært at finde parkeringsplads, fordi mange håndværkere har travlt med færdiggørelsen af det nye fælleshus for Bibliotek, Kulturhus og Lokalhistorisk Forening.
Viby Cityforening glæder sig over det meget nybyggeri. For det betyder både udvikling og tilflytning. Og vi der bor her synes jo, at Viby har meget at byde på, som mange flere burde få øje på. Flere borgere betyder også automatisk flere muligheder. Det giver bedre kundeunderlag for forretninger og måske endda plads til flere nye forretninger. Flere tilflyttere betyder også flere børn i skolen og daginstitutionerne.
Høstfest, cykelstier, parkeringspladser og vejkryds ...
Det store spørgsmål er stadig…..Kan vi afholde Høstfest i år. Vi har drøftet det i bestyrelsen og vi er enige om, at det kunne være helt fantastisk lørdag 28. august 2021. Vores tanke kunne være en Høstfest i et andet og lidt mindre format og disse tanker arbejder vi videre med.
Lad os endelig høre fra jer, i forhold til ideer og om nogle vil være en del af en arbejdsgruppe. Skriv til formand@4130-viby.dk
Viby Cityforening er i løbende dialog med Byrådet om cykelstier og parkeringspladser. Og noterer os med glæde, at der alligevel ikke skal laves omkørsel i tre måneder, mens der etableres kryds ved Vibyvejen-Dalen-Assendløsevejen her hen over forår- og sommeren. Vi glæder os til det er på plads og vores skolebørn kan færdes mere sikkert.
Mange hilsner
Bestyrelsen for Viby City Forening
Formand Marianne Vosgerau Aakjær