Tak fordi du vælger at læse nyhedsbrevet fra 4130-viby.dk.
Her er programmet for Høstfesten på lørdag
Det bliver igen et brag af en fest, hvor Viby er på den anden ende. Det er nu vi skal invitere venner og bekendte til at komme til Viby og se hvad vi kan, når vi står sammen og løfter i flok.
Byens forretninger vil bugne af gode tilbud, Erhvervsdrivende og foreninger stiller op i gaden, på torvet og på Cosmosgrunden. Der er aktiviteter og fornøjelser for hele familien.
De yngste af børnene kan for første gang opleve en rigtig babylounge på Biblioteket, de lidt større børn kan stadig nå at skaffe sig en børnebillet hos Blomstersnedkeriet eller hos Jespers cykler og dermed få adgang til den vildeste skattejagt med gaver og lækkerier helt uden sammenligning. Børnebilletten koster 30 kr. stk. (husk kontant betaling).
Stå tidligt op og kom til morgensang på torvet. Du kan drikke kaffe og spise rundstykke hos Menu helt gratis, så længe lager haves. Præcis kl. 09.00 åbner borgmester Joy Mogensen årets Høstfest på scenen.
I Søndergade kan du stikke hovedet ind i Roskilde Kommunes telt og høre mere om Skousbogrunden og stationspladsen og udviklingen af dem. Hos Idrætsforeningen kan du prøve kræfter med diverse sportsgrene og få detaljer om sæsonstart, mødested og få udleveret det nye katalog om Viby IF.
Og så er der selvfølgelig det store kræmmermarked, hvor du kan redde dig alverdens ting og sager til spotpris.
Læs mere om alt det der sker i Viby herunder og find flere spændende nyheder og begivenheder på hjemmesiden 4130-viby.dk eller på vores nyheds facebookside https://www.facebook.com/4130viby/
God Høstfest til jer alle
Marianne Pedersen
formand for Viby Cityforening