Til Unge: Bliv noget for nogen – bliv SOSU i Roskilde

Meningsfuldt arbejde, masser af jobmuligheder, studentereksamen og adgang til at læse videre i hele sundhedssektoren. Det er bare nogle af de muligheder, unge kan se frem til, hvis de uddanner sig til social- og sundhedsassistent, lyder det fra byens borgmester og FOA’s lokalformand. De opfordrer flere unge til at gå SOSU-vejen – og blive noget for nogen i Roskilde.

Roskildes borgere har de kommende år brug for flere varme, professionelle hænder til at hjælpe dem i hverdagen. Hjælp til at dosere deres medicin. Hjælp til genoptræning. Hjælp til ny velfærdsteknologi. For bare at nævne nogle af de mange ting, ældre, unge med fysisk eller psykisk handicap og borgere, der skal genoptrænes, har brug for støtte til hver eneste dag.

Derfor vil Roskilde Kommune med en ny kampagne gøre især byens unge opmærksomme på de muligheder, de kan få med uddannelsen til social- og sundhedsassistent – og som elever i Roskilde Kommune.

Borgere og SOSU-elever stiller op

I kampagnen medvirker borgere og SOSU-elever fra Roskilde Kommune. Kampagnen sætter blandt andet fokus på, at uddannelsen som social- og sundhedsassistent og social- og sundhedshjælper både er menneskeligt meningsfuldt, giver en solid faglighed og åbner dørene til et alsidigt arbejdsliv:

–       Jeg elsker at arbejde med mennesker. Og som social- og sundhedsassistent gør du en kæmpe forskel for andre. Du har et stort ansvar. Det kan jeg godt li’. Og uddannelsen giver dig mange jobmuligheder, men også mulighed for at læse videre. Det vil jeg gerne være med til at fortælle andre unge og deres forældre, fortæller SOSU-elev Emilie Mohesini, som medvirker i kampagnen.

Også forældrene skal se muligheder i faget

Det er ikke kun i Roskilde, der er brug for flere social- og sundhedsmedarbejdere. En KL-analyse fra 2020 anslår, at der skal uddannes omkring 3.000 flere SOSU-elever om året, hvis det alene skal løse plejeudfordringen, som det stigende antal ældre giver.

–          Der er uddannet alt for få, så det er på tide, at kommunerne øger antallet af elevpladser på SOSU-uddannelsen. Nu skal vi så også bare have fat på de unge. I FOA kan vi godt mærke en vis skepsis overfor SOSU-uddannelsen – måske især hos forældrene. Der er så mange muligheder i SOSU-faget, det har vi et fælles ansvar for at formidle videre, siger Bo Viktor Jensen, formand for FOA Roskilde.

Roskildes borgmester er helt enig. SOSU-faget er undervurderet. Så det skal tales op, i takt med at elevoptaget øges.

Særdeles eftertragtet faggruppe

I Roskilde Kommune er elevoptaget steget betydeligt siden 2019. Alene i 2021-2022 skal kommunen ansætte over 250 SOSU-elever. Tidligere var tallet omkring 80 pr. år. Og der vil være rift om eleverne, når de er færdiguddannede:

–          Jeg tror ikke, du kan finde fagfolk, der er mere efterspurgte end social- og sundhedsassistenter. Vi mangler i den grad flere omsorgsfulde, initiativrige og dygtige unge, der har lyst til at være noget for Roskildes borgere. I Roskilde Kommune har vi fokus på at skabe et solidt og spændende uddannelsesforløb for vores SOSU-elever, så de bliver godt rustet til deres arbejde, siger borgmester Tomas Breddam.

Kampagnen “Bliv noget for nogen” blev lanceret den 25. august på blandt andet sociale medier.

For mere information

Læs mere om SOSU-uddannelsen og om at være elev i Roskilde Kommune på sosuelev.roskilde.dk.

FAKTA
 

I Roskilde Kommune ligger lønnen for en nyuddannet social-og sundhedsassistent på fuld tid pt. på 27.142 kr. eksklusiv pension.

Om SOSU-uddannelsen

  • EUX Velfærd
    EUX Velfærd er en studentereksamen kombineret med uddannelsen til social- og sundhedsassistent. Med en EUX Velfærd kan man komme direkte i job – eller videreuddanne sig i sundhedssektoren, hvor man kan læse direkte videre til både sygeplejerske, jordemoder, fysio- og ergoterapeut med mere. Uddannelsens varighed er cirka 4,5 år.
     
  • Social- og sundhedsassistent
    På social- og sundhedsassistentuddannelsen uddannes man til avancerede sygepleje- og omsorgsopgaver, fx sygdoms- og behandlingsforløb. Uddannelsens varighed er knap 4 år.
     
  • Social- og sundhedshjælper
    Social- og sundhedshjælpersuddannelsen er en cirka 2-årig erhvervsuddannelse, som giver en lang række af kompetencer til at kunne fremme både sundhed og trivsel hos ældre borgere, der ikke kan klare sig selv, og som derfor har brug for hjælp.

SOSU-uddannelserne udbydes i Roskilde af ZBC – Zealand Business College.

Om at være SOSU-elev i Roskilde Kommune

  • Som SOSU-elev får du løn under uddannelsens hovedforløb.
    – Social-og sundhedshjælper-elev, under 18 år: 12.158 kr. pr. md.
    – Over 18 år: 21.157 kr. pr. md.
    – Over 25 år v. ansættelse: 21.530,64
     
  • Social-og sundhedsassistent-elev, under 18 år: ca. 13.405 kr. pr. md
    – Over 18 år: 15.318,58 kr. pr. måned under hele uddannelsen.
    – Over 25 år v. ansættelse: 21.530 kr. md. fra første dag på uddannelsen.
     
  • Man prøver kræfter med arbejdet i hjemmeplejen, på kommunens bosteder og på plejecentre.
     
  • Alle SOSU-elever får en fast praktikvejleder og en individuel elev-plan.
     
  • Der er fokus på faglighed og trivsel igennem hele elevforløbet.
     

Om at være social- og sundhedsassistent og -hjælper

  • Som social- og sundhedsassistent eller social- og sundhedshjælper kan du få job i kommunens hjemmepleje, på bosteder, plejecentre og på sygehuse.
  • Arbejdstiderne er fleksible, og der er mulighed for at arbejde både deltid og fuld tid.