TUSINDE TAK TIL ALLE
Kære borgere i Viby Sjælland og omegn
Tusind tak til alle jer, som mødte op og deltog i høstfesten lørdag den 29. august.
Vi var jo heldige med vejret, om end det ville have været dejligt med lidt mere sol midt på dagen. Jeg tror, at det var den manglende sol, som medførte, at der blot var en jævn strøm af glade mennesker hele dagen, hvor vi oplevede en fuldt stoppe Søndergade og torv ved sidste høstfest, hvor der var mere sol.
Jeg er tilfreds med forløbet af høstfesten og håber at I alle er enige. Der er altid plads til forbedringer. Vi holder derfor et evalueringsmøde hvert år, hvor vi opdaterer aktionslisten med gode erfaringer og forslag til forbedringer.
Vi startede traditionen tro med optog igennem Søndergade. I år var det udvidet med både Puch Maxi og Harley Davidson. Vi savnede høstmaskinerne, men en misforståelse medførte, at de havde lovet sig ud til anden side. Der er allerede lavet en aftale, så det ikke sker til næste år. Det så rigtigt flot ud med de mange knallerter, motorcykler og veteranbiler, som i år var udvidet med et par store amerikaner biler.
I min åbningstale efterlyste jeg både frivillige til hjælp ved næste års høstfest og jeg efterlyste medlemmer til City- og Borgerforeningen. Jeg håber at I er nogle stykker, som har lyst til at hjælpe. Herudover fortalte jeg om foreningen visioner og jeg håber at I er med på, at vi i fremtiden bruger ”Sammenholdets by” som et vartegn for Viby Sjælland. Hjælp med at få det udbredt, så I f.eks. skriver ”jeg bor i Viby Sjælland, sammenholdets by”. Det er jo et godt sammenhold, som gør os stærke udadtil.

I år fik vi inddraget Cirkelhuset og her tror jeg der er plads til forbedringer. Jeg er parat til at inddrage Cirkelhuset igen, for det gav mulighed for at udvide vores vifte at tilbud til jer. Men vi skal sørge for at alle ved hvad der foregår i Cirkelhuset og hvornår det sker og der skal være vejvisere i gadebilledet, så ingen er i tvivl om hvor Cirkelhuset ligger og også ved hvordan programmet ved Cirkelhuset ser ud.
Som noget helt nyt, havde vi besøg af kamelen Razoul og æslet Pepe ved Cirkelhuset. De to kendte dyr blev modtaget rigtigt godt og var populære, specielt hos børnene. Det er jo ikke hver dag vi får besøg af en kamel og et æsel i Viby 😊
Vi havde igen i år Puch Maxi klubben på besøg med deres fine knallerter. Som noget nyt havde vi også besøg af Harley Davidson klubben og de har meddelt, at de meget gerne vil deltage til næste år igen med deres flotte og dyre motorcykler.
Det var vanen tro formanden for Viby Idrætsforening 1909 Dan Olsson som var speaker i gadebilledet. Han havde en aftale, så han måtte gå tidligere, hvorefter jeg overtog mikrofonen. Det er vigtigt med en speaker i gadebilledet, for selv om programmet er kendt, så er det godt, at der er en speaker, som over højtaleranlægget annoncerer, når en ny aktivitet bliver gennemført. Dan Olsson har meddelt, at hvis der er en anden, som vil overtage til næste år, så vil han gerne afløses, så skriv en mail til formand@4130-viby.dk og vi indkalder dig til første planlægningsmøde i 2027.
Endnu engang tusind tak for jeres deltagelse ved Viby Sjælland høstfest 2026
Michael Bruhn Rasmussen
Formand for City- og Borgerforeningen
