Dansetid for 4.a på Peder Syv Skolen
Peder Syv Skolens 4.a er blevet filmstars i et danseshow til Poul Krebs sangen ”You Gotta Move On”. Optagelserne fandt sted på skolen onsdag formiddag 14. maj. Det færdige resultat dukker op på hjemmesiden dansetid.dk inden sommerferien.
Lars Bjørn fra Dansehallerne har gennem tre intense skoledage arbejdet sammen med eleverne fra Viby for at sætte bevægelser og følelser til Poul Krebs’ Move On-historie, der både handler om at være stor i en lille by og lille i en storby. Med på skolen onsdag var to fotografer og Ulla Krebs Bille, der står for udviklingen af hjemmesiden dansetid.dk, som blev startet for to år siden for at få dansen ind i skolerne.
“Alle børn synes det er sjovt at bevæge sig og de er glade for at bruge kroppen. Dans kan være en god friskluft-pause i skoletiden og det kan sagtens gennemføres i et klasseværelse uden at være et stort udstyrsstykke”, forklarer Ulla Krebs Bille.
16 skoleklasser og 8 børnehaver rundt om i landet er udvalgt til at vise deres danseshows til inspiration for andre. Både Undervisningsministeriet og Sundhedsministeriet støtter projektet, som falder godt i tråd med ideerne om, at der skal mere bevægelse på skoleskemaet.
De første danseshows kan allerede ses på www.dansetid.dk