Festmesse i Viby blev en succes

Viby handler lokalt

Et sted mellem 400-500 mennesker, de fleste lokale, trodsede kulden og tog til Vibys første festmesse lørdag hos Handy udlejning på Fabriksvænget. Vi er meget overvældet over den store interesse og det er så fedt at byens borgere bakker op og at så mange valgte at bruge et par timer af deres lørdag med os, lyder det fra Maiken Sørensen fra Blomstersnedkeriet. Det var jo også på den baggrund at jeg tog initiativ til messen. Her i Viby er vi nemlig gode til både at handle lokalt og støtte lokalt, og det understreger det store besøgstal. Vi er glade og stolte og lidt trætte, afslører Maiken.

Der var bred enighed blandt udstillerne om, at sådan en messe skal vi gentage. Vi har nu hinandens visitkort og fået et godt samarbejde og netværk imellem. Vi håber selvfølgelig også at udstillerlisten kan blive længere, så vi har endnu mere at tilbyde. Vi har i hvert fald bevist at vi kan samle et publikum.

Om den næste festmesse evt. skal være søndag, om det skal være hele weekenden eller evt. rykkes til september er nogle af de ting vi nu skal tale sammen om. Hvis det rykkes til januar eller februar, kommer vi i karambolage med de store landsdækkende bryllupsmesser, hvor nogle af vores lokale erhversdrivende også deltager, men en efterårsmesse var måske en mulighed. Vi evaluerer og modtager også meget gerne tips og ideer fra Vibyborgere, både dem der deltog og dem der var forhindrede.

Billedet er taget af: Natasja Damberg Photography