Glæd dig til Høstfest lørdag

En af de mange traditioner til Høstfesten i Viby Sjælland er optoget med veteranbiler, gamle traktorer og høstredskaber. Optoget kører kl. 9.00 gennem Søndergade fra Vestergade med retning mod stationen, Bilerne bliver efter paraden parkeret forskellige steder på høstfestområdet. Der bliver mulighed for bl.a. at kikke nærmere på FORD A31 lastbil kørt og ejet af Kurt Jensen. Gudmund Rasmussen deltager med de gamle høstmaskiner. Puch Maxi klubben har smurt totakterne og kommer også forbi. Det bliver et herligt og festligt syn og der bliver rig mulighed for at sparke dæk, tjekke tændrør og få en snak med de engagerede folk ved køretøjerne.


