Der bliver mulighed for at stemme lokalt …
To socialdemokratiske kandidater fra 4130
Socialdemokratiet i Roskilde har netop offentliggjort deres opstillingsliste til kommunalvalget i 2017. Den afslører at der af 28 kandidater er blevet plads til to fra Roskilde Syd, 4130 Viby Sjælland. Det er Anne-Dorte Nygaard fra Assendløse og Henning Sørensen fra Viby, der begge stiller op for Socialdemokratiet til Roskilde byråd. De manglede begge ved valget i 2013 meget få stemmer for at blive valgt. Anne-Dorte har derfor været førstesuppleant i indeværende periode og Henning har været tredjesuppleant og de har begge afløst kollegerne i flere omgange.
En urafstemning blandt socialdemokrater, skal i foråret afgøre hvilken placering kandidaterne får på listen efter Joy Mogensen, der som partiets borgmesterkandidat er sikret den første plads. Socialdemokraterne stiller dog op sideordnet, det vil sige, at det personlige stemmetal i sidste ende afgør, hvem der bliver valgt og kommer i byrådet. Det nytter altså noget at stemme personligt, og ikke bare på partilisten.