Nye regler for fyrværkeri i 2024

Fra i dag må der sælges fyrværkeri over hele landet. Nye regler betyder at fyrværkeri kun må bruges to dage, nemlig den 31. 12 og 1.1.

De nye regler betyder, at du kun må fyre fyrværkeri af 31. december og 1. januar. Resten af året er det ulovligt at bruge fyrværkeri for privatpersoner.

Du må højst transportere 5 kg krudt, også kaldet ”Netto Eksplosivstof Mængde” (NEM). På fyrværkeriet kan du læse indholdet af NEM, inden du køber det. Du må ligeledes højst opbevare 5 kg krudt (NEM) hjemme.

Hvis du vil gemme fyrværkeri, skal du følge nogle få råd om opbevaring:

  • Opbevar fyrværkeriet utilgængeligt for børn
  • Læg fyrværkeriet mørkt og tørt
  • Hold fyrværkeriet væk fra elektriske apparater og varmekilder som fx varmeapparater.

Hvis du ikke vil gemme ubrugt fyrværkeri til næste år, skal det afleveres på en kommunal genbrugsplads som farligt affald.

Det er kun fyrværkeri der er CE-mærket, som kan sælges lovligt i Danmark. CE-mærket viser, at producenten har fået fyrværkeriet testet og godkendt.

Hvis dit fyrværkeri ikke er CE-mærket, er det ulovligt og kan være farligt. Det er også ulovligt at sælge professionelt fyrværkeri til privatpersoner. Når du køber ulovligt fyrværkeri, kan du ikke vide, hvad du har med at gøre, eller hvordan du håndterer det sikkert.

Opdager du ulovligt fyrværkeri, for eksempel professionelt fyrværkeri, der sælges til private, skal du kontakte politiet. Det kan du gøre i din politikreds eller ved at ringe 114. Hvis du opdager fyrværkeri, som mangler CE-mærkning eller som fejler ved brug, kan du kontakte Sikkerhedsstyrelsen, der kan vejlede dig i, hvad du skal gøre.

Hvis du vil læse hele fyrværkeriloven findens den her

De fem fyrværkeriråd lyder:

1) Brug altid beskyttelsesbriller

2) Brug kun lovligt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri

3) Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden

4) Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet

5) Gå aldrig tilbage til en fuser