Søndag skal der stemmes til EU-Valget

Søndag 9. juni skal der stemmes til EU-valget. Valgkortene er udsendt og det er tid at gøre de sidste forberedelser til hvor krydset skal sættes.

I Danmark afholdes EU-valget den 9. juni 2024. Som udgangspunkt kan alle, der er fyldt 18 år, stemme, hvis de har bopæl i Danmark og har enten dansk statsborgerskab eller statsborgerskab i et af de øvrige EU-medlemslande.

11 partier og 169 kandidater stiller op til valget om de 15 danske pladser i Europa-Parlamentet. Du kan se hele listen af kandidater på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside.

De store tv-stationer har lavet kandidattests, og der findes flere mere eller mindre seriøse test på nettet også, hvor du kan blive guidet til i hvilken retning det hælder og ikke mindst kan du se, hvad de enkelte kandidater mener om en række centrale spørgsmål.

Det er vigtigt at du stemmer. For stemmer du ikke, kan man sige at du giver din værste modstander din stemme, og det vil du vel ikke? Så op af sofaen og hen til stemmeurnerne på søndag. Gør din borgerpligt.

Hjælp os med at gøre stemmetallene høje i Viby. Vær med til at vise, at Viby ikke er ligeglad! Tag naboen, ja hele vejen med. Gør det til en udflugt, en happening eller hvad I nu har lyst til – bare I går hen og stemmer!