Høstfest 2021 – program

Der er lagt op til et brag af en Høstfest i Viby Sjælland efter et års coronapause. Det er tid at invitere venner og familie til at opleve hvad Viby Sjælland kan, når Viby Sjælland er allerbedst!

Ud over navne og aktiviteter på plakaten sker der en mængde andre ting i byen. Byens foreninger er af huse og stiller med en bunke forskellige aktiviteter. Du kan også møde alle de politiske partier og Roskilde Kommune i gaden med boder og stande. Viby Idrætsforening stiller også med flere afdelinger og byder bla. op til den nye disciplin i Viby Sjælland; discgolf. Kultur Cosmos byder børn- og familier indenfor til kaffe og kreaborde.

Det lokale band; Oldfingers spiller tre gange foran Viby Kro i løbet af dagen (10.30-14.00). Og selvfølgelig begynder det hele med gratis morgenbord til de morgenfriske, et flot vognoptog med gamle traktorer og høstredskaber og Ford A-klubben med de flotte gamle biler, der kører gennem Søndergade.

Selvfølgelig skal du glæde dig til at opleve Katrine Bille – kendt fra DRs børneprogrammer. Nu med band, på slap line og helt tæt på, men du skal også glæde dig til at opleve de lokale ungdomsskole-elever vise hvad de kan. Esther Røske Nielsen og bandet MÒNÒ går på scenen kort efter morgensangen. Til frokost er det Jungle Jim der går på scenen og så er det med at holde på hat og briller, for han kan trylle …

Professor Longhair slutter festen med god musik fra scenen, og hvis festen er lige så god som den plejer, spiller de til scenen bliver pakket sammen under dem …

Er du mere til gadeløb eller loppemarked, så er det selvfølgelig også en mulighed til Høstfesten i Viby. Gadeløbet byder på hhv. 2 og 6 km og skydes i gang ved Lokalmægleren kl. 9.30. Du kan som altid tage løbet i lige det tempo, der passer dig – og i det kostume du vil. Tilmelding på dagen – bare mød op.

Loppemarkedet åbner kl. 09.00, sammen med resten af Høstfesten, så det er med at komme tidligt op, hvis du skal have fat i de gode sager. Skal du selv nå at have en stand, skal du melde dig inden den 20. Se hvordan her.

For børnene bliver der igen i år mulighed for at købe en BØRNEBILLET til 40 kr. Den inviterer på en skattejagt rundt i byen og byder på alskens gode sager. Den samlede værdi er tæt på 100 kr. Den sælges fra torsdag 12. august i Sko, Sport og Mode og KUN mod kontant betaling. 40 kr. stk. Der er 300 billetter til salg, og det er ikke muligt at reservere eller få lagt til side. De bliver solgt efter først-til-mølle-princippet.