Mejerigården tager endelig form

Bymidteudvikling i Viby Sjælland tager laaaaang tid, det kan de lokale skrive under på. I 14 år levede man med et forfaldent og forladt mejeri som et monument lige midt i byen. ”Hvad er det for et fængsel”, spurgte gæster i byen med god ret.
Da der endelig kom hul på byudviklingen med nedrivning af det gamle mejeri og bygning af det nye bibliotek og kulturhus tænkte de fleste nok, at nu ville det gå stærkt, men virkeligheden er nok desværre, at det stadig tager lang tid med byudvikling af Viby Sjælland.
Nu er nedrivningen af Søndergade 15 endelig gennemført. Det hus har været en værre rottefælde i årevis og har bestemt ikke pyntet i gadebilledet. Nu er det væk og der er taget første spadestik til de tyve nye boliger på 60-100m2, der skal være klar til indflytning sidst i 2025. Inga Skjærris, der er formand for Boligselskabet Roskilde Syd foretog spadestikket, der indikerer at nu er alle tilladelser på plads, nu kan håndværkerne bare gå i gang.
Boligselskabet ville gerne have haft Søndergade 13 – det tidligere kulturhus med i købet, men det kunne ikke lade sig gøre, for det skulle være erhverv, lyder det. Så det får indtil videre lov at ligge til salg (og forfald).
Den gamle biblioteksgrund afventer stadig afklaring. Lokalplanen er på plads, Boligselskabet Roskilde Syd har betinget købsaftale på grunden, men afventer at få tilladelse til at bygge det de gerne vil og har råd til at bygge. Udfordringerne er, at der i lokalplanerne er beskrevet et byggeri med 40 boliger, som rammeaftalerne for almene boliger ikke kan realisere.