Ny udstilling i Vognporten i Viby
Jord til bord billeder af Birthe Gottlieb, Ingrid Eg Lauridsen og Jette Tjørnelund.
Foto: Marianne Fogtmann.
Ny BilledCosmos udstilling i Vognporten
Temaet ”Fra jord til bord” går igen i de malerier, som fire fra KulturCosmos BilledCosmosgruppe i den kommende tid udstiller i Vognporten på Skolevej i Viby – lige over for den tidligere benzintank. De fire udstillere er Birthe Gottlieb, Ingrid Eg Lauridsen, Jette Tjørnelund og Marianne Fogtmann. Malerierne er fremstillet i forbindelse med den Jord-til-bord-workshop, BilledCosmos holdt i august.
En af de fire udstillere, Ingrid Eg Lauridsen, er her i oktober Månedens Kunster på Roskilde Bibliotekerne og udstiller frem til 30. oktober bl.a. akvareller på Gadstrup Bibliotek. Også i Søndergade nr. 15 i Viby er der kommet en ny BilledCosmos-vinduesudstilling i Roskilde Kommunes tomme hus. Her kan forbipasserende se de to ”prik”-malerier, som blev skabt af gæster i KulturCosmos til Vibys Høstfest. Det ene billede er prikket af børn. Det andet har der været voksne hænder hen over.
Inde i KulturCosmos, Søndergade 13, kan besøgende resten af oktober måned se andre malerier fra ”Jord-til-bord”-temaet. En ny udstilling med tema efterår og vinter skal efter planen vises frem fra 1. november.
Alle medlemmer af foreningen KulturCosmos kan være med i gruppen BilledCosmos – hvis de altså har lyst til at tegne og male og har mod på at vise nogle af resultaterne frem. BilledCosmos har sin næste tegne-maledag på torsdag den 9. oktober kl. 13-17.