Roskilde Kommune har fået ny borgmester
Tomas Breddam (S) overtog onsdag aften borgmesterkæden i Roskilde Kommune, efter byrådet har valgt ham som efterfølger for den nye kultur- og kirkeminister, Joy Mogensen (S).
Allerede torsdag morgen begynder arbejdet for Tomas Breddam som borgmester på Rådhuset.
– Jeg glæder mig meget til at videreføre det brede samarbejde i byrådet, og der venter allerede en række store opgaver, når vi blandt andet skal have vedtaget kommunens budget for 2020. Næsten hele byrådet er enige om en stor del af punkterne i det fremskrevne budget, så der er en udbredt vilje til at få kommunens økonomi til at køre rundt, siger Breddam.
Jeg vil fortsætte Roskildes gode udvikling
Breddam har store ambitioner for kommunens udvikling. Jeg har store ambitioner om at fortsætte Roskilde Kommunes gode udvikling lige fra Jyllinge i nord til Viby i syd. Vi skal have nogle attraktive byer, der både tiltrækker nye indbyggere og flere arbejdspladser. Samtidig skal vi opføre forskellige typer boliger, så Roskilde Kommune fortsat kan være et sted, hvor alle har råd til at bo, siger Breddam.
Kort om Tomas Breddam:
Tomas Breddam (S) har siden 2013 været byrådsmedlem i Roskilde Kommune, hvor han siden 2017 også har været formand for Plan- og Teknikudvalget. Han har i mange år været HR-partner ved forskellige firmaer og har siden 2015 været ansat ved Aarhus Universitet på Campus Roskilde. Han har er uddannet cand.tech.soc fra Roskilde Universitet. Tomas Breddam er 48 år, har tre børn og er gift med Dorte.