Snart bliver det jul – og træet tændes 1. december

Der er lagt i brændeovnen til en familie-hyggelig-søndag i næste uge, når det store juletræ på torvet skal tændes.Tag nissehue på og kom og vær med til en festlig dag i Viby.

Allerede kl. 11.-16 kan man gå indenfor i festsalen på Viby kro og indsnuse den gode stemning på julemarkedet. Måske købe et par julegave i de mange boder med nisser, engle, smykker, dekorationer, smedekunst, hæklede og strikkede ting, betonfigurer og andre lækkerier.

Kl. 13-15 kan man gå indenfor i Kulturhuset og deltage i juleværkstedet dér. Klippe-klistre lidt julepynt og komme i den rette stemning.

Kl. 14.45-16 er det Viby Idrætsforening, der inviterer til juleskattejagt på torvet. Mødested ved juletræet. Det bliver sjovt – og alle kan være med.

Kl. 16-17.00 er det Viby Cityforening, der samler alle til tænding af det store juletræ på torvet. Det bliver med underholdning og sang fra både gospelkoret N’Joy og Viby Friskoles elever. Borgmester Tomas Breddam taler og tænder træet, som dagpleje- og daginstitutionsbørnene har pyntet.

Festen slutter med gratis godteposer til børnene.