Sofavælger er det fejeste man kan være …
Det er dit valg
Jeg er stadig imponeret af min gamle samfundsfagslærer i folkeskolen, “Mortensen”. Jeg tænker på ham hver gang, der er valg. Han satte os unger ind i demokratiets finurligheder. Han smurte tavlerne fulde af partiernes ja eller nej (og de radikales “ved ikke”) til diverse hotte emner i sirlige skemaer. Jeg er, nu som voksen, stadig imponeret over at han kunne, den gang i 70’erne hvor der var mange partier og mange hotte emner … Mortensen forlangte at vi tog stilling. Vi skulle ikke være enige og det var vi heller ikke. Vi diskuterede Atomkraft, ungdomsarbejdsløshed, indoktrinering, rødstrømper, ligestilling og meget andet, så det raslede.
Til gengæld så nærmest råbte han ud over forsamlingen, at vi måtte blive til lige hvad vi ville, skorstensfejere, skolelærere, ingeniører, arbejdsløse eller statsministre – BARE IKKE SOFAVÆLGERE! For det var i hans optik det tarveligste man kunne synke til. Det ville svare til, at man i en krig trillede kanonkuglerne over på modstanderens bane, at man havde givet op. Eller gav sin værste fjende sin stemme. Det var usselt, det forstod vi – og fortalte vores forældre, hvis de fx synes at Glistrup-virakken havde forpludret dansk politik så meget, at de overvejede slet ikke at stemme. Jeg tror vi fik mange af vores forældre til stemmeurnerne med Mortensens vise ord.
I tilgift fik vi så forklaret partiernes forskellige opstillingsformer, om det var sideordnet opstilling, eller listeopstilling og hvad det betyder for tildelingen af parti-liste-stemmerne. Vi fik forståelse for personlige stemmers vigtighed og vi fik udredt valgforbundene, der også dengang i 70’ernes Rødovre gav anledning til panderynker. Kunne man stemme på SF og risikere at ens stemme blev til en konservativ stemme? Det forstod vi ikke. Men hvis alternativet var, at det var en stemme på borgmesteren, der lukkede svømmehallen i sommerferien, når vi havde allermest brug for den, så var det måske ok? Politik ER rigtig svært – og det er ikke blevet nemmere med årene.
Jeg håber du tager stilling – så vi ses ved stemmeurnen tirsdag i næste uge.
Det er også dit valg!