Solcellepark på vej mod Viby

Fire ansøgninger om at lave solcelleparker lå klar til Roskilde Kommunes Plan- og Teknikudvalgs behandling ved udvalgets seneste møde 9. maj. Roskilde Kommune har forpligtet sig til at producere 150 megawatt solenergi senest i 2030. To af de ansøgte projekter (omkring Ørsted) blev sat på pause, mens to andre er sendt videre til endelig vedtagelse i Byrådet.

Det mindste af de to anlæg er det såkaldte: “Viby Øst” med et areal på ca. 50 ha, ligger vest for Skousbogård og er dimensioneret til at skulle producere 29,1 megawatt. Ansøgningen udmærkede sig ved at tilføre stier og natur til området, samtidig med at det vurderedes, at projektets placering giver færrest mulige visuelle gener for nærområdet. 

Plan og Teknikudvalget indstillede at der arbejdes videre med projektet under forudsætning af, at:
– Projektområdet udvides med de arealer, som i ansøgningen forslås udlagt til naturarealer og mulig skovrejsning.
– Der som minimum etableres et 15 meter bredt omkransende beplantningsbælte med en blanding af hjemmehørende og stedsegrønne arter.
– Der sikres en grøn, sammenhængende forbindelse mellem Syv Holme Mose, Skovsbo Skov og Viby Øst for natur og mennesker.
– Der udarbejdes flere visualiseringer, der kan give et fyldestgørende billede af anlæggets visuelle påvirkning af det omkringliggende landskab.

Det andet projekt er et kæmpestort projekt mellem Gadstrup og Vor Frue, som skal producere 132 megawatt. De to anlæg vil til sammen udgøre op til ca. 160 MW, hvis de realiseres i deres fulde omfang.

Før solcelleparkerne bliver til noget skal der laves både lokalplan og kommuneplantillæg.