Venstre klar med to kandidater fra Syd

Endnu to muligheder for at stemme lokalt til kommunalvalget

19 kandidater blev det til, da Venstre valgte de kandidater, der skal repræsentere partiet ved  efterårets kommunalvalg i Roskilde Kommune. To kandidater fra Roskilde Syd kom med på listen. Det er Jette Tjørnelund fra Viby og Villads Sørensen fra Snoldelev.

For mange borgere i Syd vil Jette Tjørnelund være et kendt ansigt. Hun manglede ganske få stemmer ved valget i 2013 og har derfor allerede som førstesuppleant vikarieret flittigt i byrådet i den indeværende periode og deltager aktivt i såvel debatter som i at bringe Roskilde Syd på dagsordenen. Her fra 1 april er hun indtrådt som fuldgyldigt medlem af byrådet fordi en anden har trukket sig helt. Hun har fået sæde i skole- og børneudvalget perioden ud.

En af de nye kandidater på Venstres liste er Villads Sørensen, der er landmand fra Snoldelev, og som sidder i Roskilde Dyrskuets bestyrelse. Han har en del erfaring med bestyrelsesarbejde og mener, der er for langt fra Roskilde syd til Roskilde by.