Korinth Kro fik hjælp af Viby håndværker

Netværket Mand&Bil valgte Korinth Kro som det projekt, der i to dage fik stillet gratis arbejdskraft til rådighed

Det var sjovt at være med til, fortæller Michael Rasmussen fra Viby Sjælland, der er en del af netværket Mand&Bil, der har udpeget Korinth Kro som vinder af projeket “Samfundshjælper 2017”. Sammen med 9 andre håndværkere knoklede han to lange dage på den gamle, forfaldne kro, som en frivillig forening forsøger at genrejse som Hostel og lokalt samlingssted.

“Mand&Bil Samfundshjælper 2017” er en konkurrence, hvor vinderen får stillet 10 mand, 10 biler og to ton værktøj til rådighed i to dage. Korinth Kro er valgt blandt i alt 22 projekter over hele landet, mest fordi det jo er et helt sindsygt projekt. Det er en ekstremt stor bygning, så de kan virkelig bruge noget hjælp. Og så ligger der en meget fin plan, om at gøre annekset klar til overnatning og få økonomi i det hele, siger Mikael K. Truelsen fra Odense, som startede netværket Mand&Bil i 2008. Også mange frivillige fra foreningen stillede op de to dage, og kørte i pendulfart til genbrugspladsen i Faaborg med alt det byggeaffald, håndværkerne fik revet ned.
Der blev banket gulve op i den gamle krosal, revet toiletter ned i anneksbygningen, hvor der skal indrettes otte nye værelser og nye baderum og toiletter til det hostel, der gerne skulle åbne næste forår, fortæller Michael Rasmussen. Selv gik jeg hele weekenden og lavede vinduer i kroen. Det er jo mit håndværk. Som håndværkere kører vi jo meget alene rundt til job, så det var helt hyggeligt at være mange på den samme arbejdsplads, så kan vi virkelig flytte noget – og så føles det bare godt at gøre noget samfundsnyttigt. Der var en forening der blev meget glad og ligesom fik ny pust i den kæmpe opgave de har med kroen.