Viby Folkefest 9. juni 2018

Kom gratis til en ægte Byg-selv-fest lørdag den 9. juni kl. 12-22 på Viby Torv.

Festen skaber vi i fællesskab med skulpturafsløring, forskellige workshops, fællesspisning og musik. Workshopperne spænder over blomsterdekorationer, kridtkunst, byrumspynt, guitarlab, musikalsk legeplads, cykeltjek og folkecykeltur til Klosterskoven, scenebygning og alt derimellem.

Vær’ med fra start til slut, hop med på en workshop eller stød til ved middagen og hjælp med oprydning. Du bidrager med dit engagement og gode humør og betaler kun, hvad din mad og drikkevarer koster.

Kom og vær med til at skabe en folkefest, der sætter fokus på bymidten og alle dens potentialer.

Borgermester Joy Mogensen kommer og åbner ballet kl. 12 på Viby Torv.

Skulpturafsløring med Mætte My Stik

Efter åbningen bliver Vibys nye Skulptur afsløret. Den er tegnet og designet af kunster Mætte My Stik fra Troldekunst. Skulpturen er udviklet specielt til Viby og skal fejre/illustrere det specielle fællesskab og den flyvende udvikling, som er i Viby.

Workshop med GivRum

Få mulighed for at bygge den bymidte, du kunne tænke dig for fremtiden. GivRum som er en moderne byudviklingsorganisation stiller materialer og god stemning til rådighed. I forvejen har nogle lokale unge arbejdet på prototyper, som også vil være at se på dagen. GivRum arbejder med udvikling af lokalesamfund og har været drivkraft i både internationale og nationale projekter. De er ofte rådgivere til kommuner og stat.

Workshops og Musikalsk legeplads

BilledCosmos er også med på dagen og står for to workshops; den ene om kridtkunst på den tomme mejeribygning og den anden om Byrumspynt. Der vil være materialer til rådighed og man kan deltage i det omfang, man ønsker.

Derudover har Blomstersnekeriet og Jespers Cykler en workshop hver. I Blomstersnedkeriet kan du være med til at fremstille blomsterdekorationer, som skal på bordene til fællesspisningen. Efter festen kan man tage sin dekoration med hjem. Hos Jespers Cykler kan du tage din cykel med og i fællesskab med andre deltagere få vejledning i at gøre den klar til en cykeltur og evt. allerede køre med på Folkecykelturen til Klosterskoven samme eftermiddag. Fra Stationspladsen til Torvet vil hele dagen være mulighed for at afprøve den musikalske legeplads og sætte Vibe-spor med maling. I CosmosHallen vil Bibliotekets GuitarLab være at finde. Her kan du tage din guitar med og få den finjusteret. I løbet af eftermiddagen hjælpes vi med at stille borde og stole klar til fællesspisning og musik. Du kan også hjælpe med at gøre scenen klar.

Fællesspisning

Til fællesspisningen kan du medbringe din egen madkurv eller handle de gode folkefest-tilbud i Meny. Du kan også hente mad fra den lokale Café Kaffekoppen eller en af pizzaria’erne. Alle muligheder er i gå-afstand.

Musik

Musikprogrammet er nu offentligt. Her får du fornøjelsen af Cecilie Bielefeldts skønne toner. Hun tager både cello og guitar med og går på kl. 19.00. Bagefter er der oneman-show med Henrik Ward Poulsen kl. 20.00 og optræder B-siden på scenen kl. 21.00. B-siden er en pop-kvartet, som spiller dansk folkelig musik med glade, gennemtænkte og kreative tekster. Per dags dato kendes de bedst for deres debutalbum “Eventyret Begynder” og mere end 30 koncerter i Roskilde og omegn. Heriblandt supportgigs for både Katinka og Hjalmer.

Folkefest som forskning

En folkefest er en god måde at iscenesætte, hvordan gode fællesskaber bliver til. Det har et forskerteam fra RUC set potentialet i. Folkefesten er på den baggrund en del af et europæisk forskningsprojekt med titlen Capa.City, hvor KulturCosmos er blandt de udvalgte aktører, som studeres nærmere.

 Viby Folkefest præsenteres i et fællesskab af KulturCosmos, Roskilde Bibliotekerne, Viby Cityforening, RUC, Urban Europe, GivRum og Troldekunst.dk.

Programmet kan læses på www.kulturcosmos.dk og udleveres også til Folkefesten

PROGRAM:

12:00 Velkomst ved Borgmester Joy Mogensen

12.15 Skulptur-afsløring med Mætte My Stik

12:30 Workshops og musikalsk legeplads

17:00 Udstilling af Vibys bymidte

18:00 Fællesspisning

19:00 Musik

22:00 Fælles oprydning