Børnene pyntede træet i Viby

Træet er klar til at blive tændt på søndag

140 børnehave- og dagplejebørn fra Viby Sjælland pyntede fredag formiddag juletræet på torvet sammen med voksennisserne fra Viby Cityforenings bestyrelse. Børnene havde, traditionen tro, produceret julepynt i daginstitutionerne i dagevis. Viby Cityforening var vært med juice, småkager og julemusik.

Jeg har selv lavet den, sagde en stolt Noah, da han rakte sin julenisse frem, og jeg vil gerne have den helt op i toppen, så kan jeg vise min far den på søndag. Det fik han og alle de andre børn fik også deres pynt på træet, og så blev der tid til lige at danse rundt om træet med et par julesange inden turen gik tilbage til daginstitutionerne.

Det er søndag kl. 16-17 at træet tændes på torvet i Viby af borgmester Joy Mogensen. Viby Friskoles elever synger for og Morten Nygård spiller op. Det er gratis og for hele familien og man må meget gerne møde op med nissehue på. Til slut er der godteposer til børnene.