Kæmpe potentiale i at investere i Viby

Byrådet i Roskilde Kommune har besluttet at fortsætte udbygningen af det nye, attraktive boligområde – Skousbo i Viby Sjælland, der de kommende år skal danne rammen om 950 nye boliger. Derfor inviterer Roskilde Kommune i disse dage aktører i byggebranchen og investorer til et tæt, konstruktivt og udbytterigt samarbejde omkring videreudviklingen og udbygningen af næste etape i Skousbo, som omfatter ca. 7.100 etagemeter, der er fordelt på ca. 60 nye boliger – etage- og tæt-lav boligbebyggelse.

– Jeg er glad for, at investorerne er ved at få øjnene op for det kæmpe potentiale, der er i at investere i den sydligste del af Roskilde Kommune. Det er nu, at vi har behov for private investeringer for at omdanne den nye bydel, siger borgmester Joy Mogensen.

De 950 nye boliger i kommunens nye boligområde, Skousbo, skal tilgodese efterspørgslen fra alle de mange børnefamilier og seniorer, som de kommende år forventes at flytte til Roskilde Kommune og især Viby Sjælland. Derfor investerer Roskilde Kommunes i disse år massivt i Viby

I 2017 blev hele stationspladsen foran Viby Station opgraderet for ca. kr. 12 mio., og for årerne 2018 – 2024 er der afsat kr. 47 mio. til opgradering og forskønnelse af Viby bymidte. Derudover har Roskilde Kommune afsat kr. 33 mio. i perioden 2019-2022 og yderligere kr. 38 mio. i perioden frem 2023 – 26 til opgradering af trafikafviklingen i og omkring Viby Sjælland, herunder udvidelse af jernbaneviadukten Dalen-Ørstedvej. Skousbo skal efter planen supplere Viby og samtidig tilbyde muligheder for at vælge mellem forskellige måder at bo på; fra byhuse til bofællesskaber, rækkehuse, lejeboliger og mere traditionelle parceller.

En ny rapport fra konsulentfirmaet Exometric viser, at der er efterspørgsel efter flere boliger i hele Roskilde Kommune herunder Viby. Roskilde Kommune har siden 2008 oplevet en stigning i antallet af indbyggere på næsten 6.500. Exometric forventer, at væksten holder dette niveau fremadrettet.

Læs mere om skousbo på skousbo.dk