Kog drikkevandet i og omkring Ørsted
Roskilde Kommune: Kog drikkevandet i og omkring Ørsted
Måling af drikkevandet i forsyningsområdet til Ørsted Vandværk viser tegn på forurening. Derfor skal borgere, der modtager vand fra Ørsted Vandværk koge vandet i mindst 1 minut, inden det drikkes eller bruges til madlavning, opvask eller kaffebrygning. Det er ikke farligt at tage brusebad i vandet eller at vaske tøj. Brug af vand til eksempelvis bad og vask af små børn bør dog undgås, da de ofte får vand i munden.
Roskilde Kommune opfordrer alle til at tage anbefalingen om at koge vandet alvorligt – og at bringe beskeden videre til naboer og andre i Ørsted. Kommunen arbejder sammen med Ørsted Vandværk på at finde fejlen.
Kogeanbefalingen gælder følgende område i Roskilde Kommune: Forsyningsområdet til Ørsted Vandværk (se kort nedenfor – den blå streg viser det område, som kogeanbefalingen omfatter).
Vandet er forurenet med kim ved 22 °C. Kim ved 22 °C i drikkevand angiver de kim, der typisk forekommer i naturen (jord- og vandbakterier, forrådnelsesbakterier m.v.). De er kun sjældent sygdomsfremkaldende. Hvis antallet af kim ved 22 °C overstiger den højst tilladelige værdi, kan det tyde på tilførsel fra omgivelserne (overfladevand, plantedele eller jord) eller opformering i vandet i form af mikrobiel vækst på vandværket eller i ledningsnettet.
Kogeanbefalingen gælder alle kunder, der får vand fra Ørsted Vandværk.
Næste skridt
Der er udtaget nye prøver i dag, svar forventes senest på fredag.
Roskilde Kommune vil løbende opdatere med nyt om situationen på www.roskilde.dk.
Ørsted Vandværk opdaterer ligeledes løbende på deres hjemmeside http://ørstedvandværk.dk/.