Særlig hjælp til rygestop
Socialt udsatte borgere får nu bedre mulighed for at kvitte smøgerne. Roskilde Kommune har nemlig fået over 4 millioner kroner til et helt nyt rygestopprojekt.
Har altid elsket at ryge
– Jeg har røget, siden jeg var 21 år. Jeg har altid elsket at ryge, men da jeg stoppede med min medicin, mistede jeg lysten. Nu har jeg taget en beslutning om at stoppe helt, og så er det jo rigtig fint, at jeg kan få den her støtte, fortæller 53-årige “Lotte”, som ønsker at være anonym.
Lotte er en af de socialt udsatte borgere i socialpsykiatrien i Roskilde, der drømmer om at stoppe med at ryge. Til dagligt kæmper hun med både ADHD og depression. Hun er med i det nye rygestopforløb, og tanken om et røgfrit liv får et smil frem på hendes læber:
– Da jeg hørte om projektet, tænkte jeg, at det var lige det, jeg havde brug for. Jeg synes, det er sejt, hvis jeg på et tidspunkt kan fortælle mine drenge derhjemme, at jeg er blevet røgfri, fortæller hun.
De får en ordentlig chance
Det nye skræddersyede forløb vækker også begejstring hos formanden for Beskæftigelses- og Socialudvalget, Bent Jørgensen:
– Vi ved, at mange borgere i socialpsykiatrien rigtig gerne vil stoppe med at ryge. Med det her projekt har vi mulighed for at tilbyde et rygestop, der indretter sig efter den type udfordringer, som de hver især kæmper med. Det betyder, at den her gruppe får en ordenlig chance for at få succes med sit rygestop, siger Bent Jørgensen.
FAKTA
Roskilde Kommunen har i slutningen af december 2020 modtaget puljemidler på i alt 4.661.972 kr fra Sundhedsstyrelsens Rygestoppulje til projektet.
Tilbuddet henvender sig desuden også til ca. 180 af medarbejderne i socialpsykiatrien i Roskilde.