Våd men hyggelig Høstfest 2021

Våd men hyggelig Høstfest 2021 – Foto: Inga Skjærris


Sidste lørdag i august blev det endelig tid til høstfest i Viby igen efter en coronapause i 2020. Og trods regnen blev det en god Høstfest, med mange besøgende.

Rigtig mange trodsede det dårlige vejr og støttede op om den årligt tilbagevendende byfest
Traditionen tro begyndte Høstfesten med gratis morgenbord ved Meny efterfulgt af det hyggelige optog med gamle traktorer med høstredskaber og gamle Ford A biler. På ladet sad jagthornsorkesteret og blæste festlighederne i gang.

Søndergade fuld af boder
Gaden blev fyldt med loppestande bemandet af både store og små, de politiske partier lagde vejen forbi Viby, Lions Ramsø, Kulturhuset, Kvalitetssmeden, Det lille bryggeri, Sundhedshuset, Viby Idrætsforening , Spejderne, Jespers cykler og blomstersnedkeriet, var bare nogle af de foreninger og butikker, der var med på dagen.


Løbeklubben havde arrangeret et børneløb og her var der 47 glade børn der trodsede regnen. Det største hold blev igen VG Fodbold.


Programmet blev afviklet efter planen, og var en god blanding af motionsløb, lokale bands, ungdomsskolen og så den mere kendte Katrine Bille fra Ramasjang

”Ramsøsangen” fik en ny ære, da Esther Røske Nielsen sang og spillede den som en af hendes tre sange.

Viby Cityforening takker alle de frivillige som har bidraget til at få programmet sammensat og afviklet – Uden jer var der simpelthen ikke blevet en høstfest 2021, så kæmpetak til jer!