Zeppelin gruppen køber CP ApS i Danmark

Lasse Ludvigsen, Zeppelin og Julie Bruun, CP

Familien Bruun har ejet CP ApS i 37 år, men nu er det slut. Julie Bruun har valgt at sælge familievirksomheden med hovedkontor i Viby Sjælland.

Zeppelin gruppen opkøber CP ApS i Danmark og udvider dermed den europæiske udlejningsforretning. Med opkøbet af CP i Danmark udvider Zeppelin sine internationale aktiviteter yderligere og styrker udlejningsforretningen. Efter godkendelse af transaktionen af de relevante myndigheder forventes opkøbet at være endeligt afsluttet i slutningen af maj eller i begyndelsen af juni.

CP ApS er specialist i udlejning af materiel til byggepladser, herunder især skure, men også entreprenørmaskiner, lifte samt styring og planlægning af byggepladser. Kunder i Danmark vil drage fordel af et markant udvidet udvalg af produkter og tjenester fre én enkelt leverandør.

CP opretholder efter salget de tre lokationer i Danmark, hovedkontoret i Viby Sjælland, og kontorerne i Galten ved Århus og i Middelfart.

Jeg har valgt at sælge, fordi CP nu har nået en størrelse, hvor det store potentiale, vi har oparbejdet gennem så mange år, fortjener at blive forløst af større muskler, end dem jeg kan tilbyde med det set up vi har i dag, forklarer ejer og administrerende direktør, Julie Bruun. Med Zeppelin Danmark som ny ejer er jeg overbevist om, at der er grobund for en langsigtet videreudvikling af den virksomhed, som vi her i CP har skabt, og som i dag har en solid position på det danske marked. Samtidig har det været vigtigt for mig, at Zeppelin og CP er et godt match på kultur og værdier. Egentlig ville vi gerne fortsætte samarbejdet i en periode, men jeg gåår på barsel til sommer, så det blev et naturligt skæringspunkt. Jeg overlader trygt roret og glæder mig til at følge den videre rejse fra sidelinjen. Og så vil jeg gerne på vegne af min familie gerne sige: TAK. Det har været en fantastisk rejse, som kun har kunnet lade sig gøre i kraft af vores medarbejdere, samarbejspartnere og kunder.

Lasse Ludvigsen, der er General Manager hos Zeppelin Rental, supplerer: Den fælles drift giver en solid base og potentiale for den fremtidige udvikling af nye og allerede eksisterende udlejningsydelser på det danske marked. Samtidig gør opkøbet af CP Zeppelin Rental til den tredje største udlejer på det danske marked, siger Lasse Ludvigsen. Opkøbet styrker vores position markant på et stærkt konkurrencepræget marked, CPs portefølge komplementerer vores perfekt og åbner for nye vækstmuligheder.