Bliv testet i weekenden

Der er desværre en del tilfælde af corona-smitte i Viby Sjælland. Roskilde Kommune opfordrer derfor alle borgere i byen til at lade sig teste. Pop-up testcenter laver kviktest i Viby i weekenden.

Roskilde Kommune opfordrer alle borgere, der har mulighed for det, til at lade sig teste hurtigst muligt. For at gøre det nemt, har Roskilde Kommune i dialog med Region Sjælland og Falck etableret et lokalt pop-up testcenter i Viby i weekenden. Her kan man uden tidsbestilling få en kviktest (næsepodning).

– Jeg vil opfordre alle i Viby til at slå vejen forbi i weekenden, så vi kan få stoppet nye smittekæder. Jo hurtigere vi sætter ind, desto bedre kan vi stoppe smitten. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi kan tilbyde en nem test-mulighed, siger borgmester Tomas Breddam.

Pop-up testcenter på Plejecenter Toftehøjen

Testscentret i Viby har åbent lørdag den 27. februar og søndag den 28. februar, begge dage kl. 8-15, i festsalen på Plejecenter Toftehøjen, Tofthøjvej 20 indgang A, Viby Sjælland.

Pop-up testcentret er kun for personer uden symptomer. Har du symptomer på corona eller er såkaldt nær kontakt til en smittet, skal du bestille tid til PCR-test på coronaprover.dk.